Frimureri og samfundet

Pligter overfor samfundet

Det skal stå ganske klart for hvert enkelt medlem af logen, at hans medlemskab heraf ikke på nogen måde fritager ham fra hans pligt til at leve op til det ansvar, han har overfor det samfund, han er en del af.
En frimurer opfordres til at være eksemplarisk i udøvelsen af sine borgerlige pligter, dvs. de forpligtelser, der omfatter de naturlige krav, der stilles til ham i hans private, offentlige, faglige, såvel som forretningsmæssige tilværelse.

Respekt for loven

Frimureri kræver af sine medlemmer, at de respekterer loven i et hvilket som helst land, hvori de måtte leve og arbejde.

Grundsætninger

Frimureriets grundsætninger er ikke på nogen måde i strid med dets medlemmers pligter som borgere, hvad enten det drejer sig om arbejdslivet, om hjemmelivet eller om det offentlige liv. Tværtimod burde disse grundsætninger styrke den enkelte frimurer i opfyldelsen af disse pligter. Der er således intet modsætningsforhold mellem hans frimureriske og hans offentlige forpligtelser.

Udnyttelse af medlemskab

En frimurer må ikke benytte sit medlemskab til at fremme sine egne eller andres forretningsmæssige, faglige eller personlige interesser. Allerede fra begyndelsen af sin frimureriske karriere, henledes den nye frimurers opmærksomhed adskillige gange, utvetydigt på dette forhold – dette være sig direkte såvel som indirekte.

Familien

En frimurer må ikke tillade frimureriet at tage så meget af hans tid eller penge, at det er til skade for hans familie eller hans pårørende, ligesom det heller ikke på anden måde må være årsag til, at han handler imod sin families interesser.

De borgerlige pligter

En frimurers pligt som borger må altid gå forud for enhver forpligtelse overfor andre frimurere, og ethvert forsøg på at beskytte en frimurer, som har handlet uværdigt eller ulovligt, er i modstrid med en frimurers første pligt. Det samme gælder med hensyn til at give en anden frimurer en fordel, der måtte være uretfærdig overfor andre.